HISTORIEN OM OSCC

 

Det hele begyndte i efteråret 2003 hvor min bror købte et Scalextric startsæt
(GT Interactive) på tilbud i Kvickly, for som han sagde:
"Jeg har altid drømt om at eje en Scalextric racerbane".
Jeg fulgte hurtigt efter med en gammel brugt bane købt i Den Blå Avis,
bilerne var ikke noget at skrive hjem om, men jeg fik en masse billige skinner ud af det.
Senere anskaffede jeg mig et startsæt magen til min brors, og så gik det stærkt.
Vi fik i løbet af 2004 samlet ca. 70 meter skinner tilsammen (primært købt
på auktion på QXL.dk & Ebay.co.uk), plus selvfølgelig også en masse biler.


Vores venner fik nys om vores interesse og prøvede at køre med en enkelt gang, så var de også solgt.
Ønsket om at få et lokale hvor vi kunne have banen opstillet permanent voksede
i takt med at det tog længere & længere tid at opstille & nedtage banen.

 

Derfor stiftede vi i Februar 2005 Odsherreds Slot Car Club.
Vores første lokale, var i en spejderhytte i Nykøbing Sj. Vi nåede at have 2 baner
i lokalet, den sidste var en 6 sporet bane på ca 25m, bestående af en blanding af
Scalextric classic & sport skinner.

I December 2006 blev hytten imidlertidigt solgt, og vi stod uden lokale.
Efter en større lokalejagt i foråret 2007 rykkede vi så til et kælderlokale under et
bofællesskab i Højby

 

Der var vi indtil sommeren 2011, men efter 5 oversvømmelser i kælderen, med
deraf følgende skader på vores material, så vi os nødsagede til at flytte, og heldigvis
fandt vi et større lokale i Nykøbing, (en kantine i en nu nedlagt fabrik),
hvor vi udover at få større bane og mere plads, kom "oven vande".

 

 

OSCC er Medlem af DANSK MINIRACE UNION www.dmru.dk